Stressfraktur

Langvarig overbelastning af knoglen kan føre til et brud, en såkaldt stressfraktur.

Knogleopbygning

Knogler er strukturer, hvor der normalt er en god balance mellem knogleopbygning og knoglenedbrydning. Opbygningen af knoglen afhænger af belastningen. Det vil sige, at en knogle bliver stærkere, jo mere den belastes. Hver belastning på knoglen giver først minimal nedbrydning og efterfølges derefter af opbygning. 

Ved knogleopbygning bliver knoglen stærkere, så den næste gang kan tåle en højere belastning. Men hvis belastningen er for høj for længe, og der er for lidt restitution, sker der ikke længere opbygning.

Billede: Efter hver belastning (nedbrydning) følger restitution (opbygning). Når der under restitutionen gives for hurtigt og/eller for meget belastning (rød stiplet linje), forløber opbygningen ikke godt. Når der over længere tid er utilstrækkelig restitution, opstår en stressfraktur. Hvor lang denne periode er, varierer fra person til person.

Risikofaktorer for en stressfraktur

Der er to vigtige risikofaktorer for at udvikle en stressfraktur:

• Hurtig stigning i belastningen (tungere eller flere træningspas på kort tid).
• Energiubalance. Ved et begrænset indtag af sunde næringsstoffer er der utilstrækkelige byggesten til knogledannelse.

Placeringen af en stressfraktur afhænger af sporten. Stressfrakturer i skuldre og arme forekommer ved sportsgrene, hvor armene bruges meget, som tennis, svømning og baseball. Atletik giver derimod hovedsageligt stressfrakturer i fødder og skinneben. Steder i kroppen, hvor stressfrakturer oftest forekommer, er: skinneben, mellemfodsknogler, lårben og bækken. Atletik er den sport med den største risiko for stressfrakturer.

Gener og symptomer ved en stressfraktur

Ved en stressfraktur er der lokal smerte under eller efter sport. Smerten forværres, hvis atleten fortsætter. Knoglen er øm ved tryk på stedet for stressfrakturen. Dette gælder kun, når knoglen kan berøres, som skinneben, lægben og mellemfodsknogler. For knogler, der ikke kan berøres, fordi der er meget muskelvæv omkring, findes der forskellige tests til at undersøge, om der er tale om en stressfraktur.

Diagnose af en stressfraktur

En stressfraktur har to grader:

• Lav risiko for forværring af gener.
• Høj risiko for forværring af gener.

Placeringen af stressfrakturen afgør, om den tilhører en lav- eller højrisikokategori. Det afhænger ikke kun af knoglen, men især af det specifikke sted i knoglen. Således kan stressfrakturer i den samme knogle både have lav og høj risiko.

For at stille den korrekte diagnose er billeddiagnostik nødvendig. Der er forskellige muligheder såsom et röntgenfoto, knoglescintigrafi, CT-scanning eller MR-scanning. 

Et röntgenfoto er ikke altid tilstrækkeligt som diagnostisk redskab. Ofte er stressfrakturer først synlige på et senere tidspunkt på et röntgenfoto. I nogle tilfælde er en stressfraktur slet ikke synlig. Det skyldes, at knogleforandringer ved en stressfraktur starter inde i knoglen. Dette er ikke synligt på röntgen. En MR-scanning er derfor bedre til at påvise stressfrakturer.

Behandling af en stressfraktur

Ved behandling af stressfrakturer med lav risiko er (relativ) ro tilstrækkeligt. Hvis der er tilstrækkeligt tryk på knoglen, som f.eks. på lårbenet, heler det godt ved at reducere aktiviteterne. Derudover har stressfrakturer med lav risiko mindre tendens til tilbagevendende skader.

Når en stressfraktur har høj risiko, er forløbet ofte ugunstigt. Der er stor risiko for, at stressfrakturen bliver til et egentligt brud. Behandlingen ved høj risiko kan være længere tids gips eller endda en operation.

Helingen af knoglen uden operation er ofte inden for seks uger. Herefter kan sporten gradvist genoptages. Opbygningen styres af smerte (stop straks ved smerte) og ømhed ved berøring af bruddet.

Behandlingen af stressfrakturer med høj risiko afhænger af bruddets form og placering. På grund af operationen eller langvarigt gips varer genoptræningen mange gange længere. Det kan tage op til et år.

Kontakt en fysioterapeut for at få hjælp i helingsprocessen.