Kienböcks sygdom Lunatomalaci / avaskulær nekrose af os lunatum / afstødning af det måneformede håndledsben

Ved Kienböcks sygdom dør en af de små håndrodsknogler i håndleddet. Det drejer sig om en lille knogle, som ligger mellem andre små knogler i håndleddet.

Kienböcks sygdom ses hovedsageligt hos mænd mellem 20 og 40 år og har fået sit navn efter radiologen, der først beskrev lidelsen.

I håndleddet ligger der otte håndrodsknogler. Midt i disse knogler ligger der en måneformet knogle, som kaldes os lunatum. Denne knogle har en vigtig placering mellem de andre håndrodsknogler. En anden betegnelse for Kienböcks sygdom er lunatomalaci.

Hvis blodtilførslen til den måneformede knogle er utilstrækkelig, vil knoglen langsomt dø. Denne proces kaldes avaskulær nekrose. Det medfører, at styrken i knoglen svækkes.

Når knoglen herefter belastes (for meget), kan den synke sammen. De andre håndrodsknogler flytter sig og udfylder det tomme rum. Det resulterer i nedsat hånd-/håndledsfunktion og smerter.

Årsagen til denne lidelse er utilstrækkelig blodforsyning til håndrodsknoglen. Dette opstår, hvis blodkarrene til knoglen ikke er korrekt udviklede. Dette gør knoglen modtagelig for skader.

Andre årsager kan være: langvarig overbelastning af en sund knogle, (mikro)traumer, seglcelleanæmi, urinsyregigt eller brug af kortikosteroider (antiinflammatoriske midler).

Ofte ses en kortere albueknogle hos personer med Kienböcks sygdom, den såkaldte ulna minus-variant. Dette medfører øget belastning af knoglen ved daglige aktiviteter, hvilket forværrer belastningen.

Faser

• Fase 1: Der er allerede (lette) symptomer, men et røntgenbillede viser endnu ingen forandringer.
• Fase 2: Et røntgenbillede viser øget tæthed i knoglen.
• Fase 3: Der er sammenfald i knoglen, som kan ændre placeringen af de andre knogler.
• Fase 4: Der opstår tydelig artrose omkring os lunatum.

Lægen eller fysioterapeuten vil spørge ind til symptomerne og deres årsag. Derefter udføres en fysisk undersøgelse af hånd og håndled. Trykømhed over os lunatum kombineret med nedsat håndfunktion er en tydelig indikation på Kienböcks sygdom.

Hvis sygdommen er i et tidligt stadie, viser et røntgenbillede ofte endnu ingen unormale fund. I så fald kan en MRI give mere klarhed. I et senere stadie kan forandringer i os lunatum som regel ses på røntgen.

Hvis lidelsen opdages relativt tidligt, kan man forsøge at lindre symptomerne ved at lade håndleddet hvile ved hjælp af gips eller en skinne. Hvis dette ikke hjælper, vil behandlingen være rettet mod at genoprette blodtilførslen til os lunatum. Dette sker under en operation, ved at transplantere (flytte) et stykke af spolebenet med tilhørende blodkar til håndleddet.

Hvis generne skyldes en 'ulna minus-variant', kan man vælge at forkorte spolebenet. På den måde reduceres belastningen på os lunatum.

Hvis os lunatum allerede er alvorligt beskadiget, er der følgende muligheder:

• Rækken af håndrodsknogler, inkl. os lunatum, fjernes helt. Dette kaldes en proximal række karpektomi.
• Håndleddet fikseres med en metalplade, en såkaldt håndledsartrodese.
• Der indsættes et kunstigt led, en håndledsprotese.

Efter operationen anlægges gips i nogle uger. Herefter kan (hånd)fysioterapi påbegyndes. Helingen afhænger af den valgte behandlingsmetode.

Nugteren, K. van & Winkel, D. (2006) Onderzoek en behandeling van de hand, het polsgewricht Houten: Bohn Stafleu van Loghum.
Verhaar, J.A.N. & Linden, A.J. van der (2005) Orthopedie Houten: Bohn Stafleu van Loghum.