Lymfødem Væskeophobning på grund af nedsat funktion af lymfesystemet

Lymfødem er en tilstand, hvor en unormal mængde væske og proteiner ophobes i en legemsdel. Der er en ubalance mellem tilførsel og bortledning af denne væske.

Lymfødem opstår enten som følge af en medfødt lidelse eller for eksempel sygdom, operation eller medicinbrug. Begge former kan give alvorlige fysiske gener.

Lymfekar og lymfebaner løber gennem hele kroppen. De ender i lymfeknuder. Grupper af disse lymfeknuder findes i lysken, armhulen, halsen og maven.

Lymfesystemets opgave er at transportere og rense lymfevæsken for derefter at returnere den til blodkredsløbet. Lymfesystemet hjælper med at fjerne væske og affaldsstoffer samt bekæmpe infektioner. Når dette system ikke fungerer korrekt, ophobes væske, hvilket kaldes lymfødem.

Lymfødem opdeles i to typer: medfødt og erhvervet lymfødem. Ved medfødt lymfødem er der en fejl i lymfesystemet, som styrer tilførsel og bortledning af lymfevæske.

Der kan være for få lymfekar, eller de kan være for smalle eller for brede. Hvis lymfeknuderne ikke fungerer korrekt, opstår der også problemer. Ved alvorlige fejl kan symptomer være til stede allerede ved fødslen, som regel i fødder og ben.

Lymfødem kan også sprede sig til andre kropsdele såsom arme og ansigt. Ved mildere former viser symptomerne sig typisk mellem 18 og 35 år og rammer oftest kun én side. Kvinder har fire gange større risiko for at udvikle lymfødem, blandt andet på grund af hormonelle forandringer, menstruationscyklus og graviditet.

Erhvervet lymfødem opstår for eksempel efter en operation, strålebehandling, infektion, som følge af medicin eller traumer, der beskadiger lymfekar eller -knuder.

Lymfødem ses relativt ofte hos kræftpatienter, fordi det kan være nødvendigt at fjerne eller strålebehandle lymfeknuder. Det skader lymfesystemet og hindrer dets funktion. Tumorer kan også presse på lymfekar.

De fleste former for lymfødem er ikke arvelige, især de ikke erhvervede. Dog kan der være en familiær disposition.

For at finde ud af om der er tale om lymfødem, vil lægen stille en række spørgsmål om symptomerne. Det er vigtigt at klarlægge om der har været operation, traume eller en sygdom, der kan forklare hævelsen.

Ved medfødt lymfødem bliver man også spurgt, om der er andre familiemedlemmer med lignende symptomer. Derudover udføres en fysisk undersøgelse.

Hævelse er det mest iøjnefaldende symptom på lymfødem. Hævelsen kan opdeles i trykbar og ikke-trykbar ødem. Dette undersøges med Godets tegn. Trykkes der med en finger i hævelsen og der bliver en fordybning, er der tale om pittingødem.

Hvis hævelsen er hård og ikke kan trykkes ind, kaldes det non-pitting ødem. Hvis lymfødem har været til stede længe, bliver vævet hårdt, og det kan ikke længere trykkes ind. Godets tegn bruges derfor til at vurdere, hvilken fase lymfødemet befinder sig i.

Derudover bruges Stemmers tegn, hvor man undersøger huden mellem anden og tredje tå eller finger. Hvis huden ikke kan løftes på det sted, er det et tegn på lymfødem.

I sjældne tilfælde udføres yderligere undersøgelser, kaldet lymfscintigrafi, der kortlægger lymfevæskens afløb og viser eventuelle blokeringer.

En særligt uddannet fysioterapeut, en ødemterapeut, spiller en vigtig rolle i behandlingen af lymfødem. Behandlingen opdeles i to faser: affasende fase og vedligeholdelsesfasen.

Affasede fase

Målet i den affasende fase er hurtigst muligt at reducere lymfødemet. Dette gøres bl.a. via lymfedrænage, som er en specifik massageteknik udført af ødemterapeuten. Terapeuten kan også bruge en særlig tapeteknik med elastisk tape for at stimulere lymfeafløb.

Bevægelse er også gavnligt, da musklernes vekslende spænding hjælper med at pumpe væsken væk. Det kan være nødvendigt at bruge bandager eller kompressionsstrømper for at forhindre, at hævelsen vender hurtigt tilbage.

Vedligeholdelsesfasen

Når forbedring ikke længere sker, følger vedligeholdelsesfasen. Målet er at holde symptomerne under kontrol. Behandlingen ligner den fra den affasende fase, men foregår mindre hyppigt. Lymfødem er en kronisk lidelse og kræver derfor livsvarig behandling.

Nogle gange er behandlingen ikke tilstrækkelig, og kirurgi er nødvendig. Her fjernes væske, bindevæv og fedtvæv. Også efter operation er behandling hos ødemterapeut nødvendig.

Damstra, R.J. (2014) Richtlijn lymfoedeem. Multidisciplinaire evidence-based richtlijn Utrecht: Nederlandse Vereniging voor Dermatologie en Venereologie.