Anterior ankel impingement Afklemning på forsiden af ankelleddet

Ved en anterior ankel impingement er der tale om en afklemning på forsiden af ankelleddet. Under bevægelser kan både bløde væv og et knoglefremspring (osteofyt) blive klemt.

En afklemning på forsiden af ankelleddet kaldes også en anterior ankel impingement. Anterior angiver placeringen af afklemningen; forsiden. Med impingement menes afklemning. En anterior ankel impingement er altså en afklemning af strukturer på forsiden af anklen.

Ankelleddet består af skinnebenet (tibia), lægbenet (fibula) og den såkaldte rulleknogle (talus). Ved impingement i ankelleddet bliver væv klemt mellem enden af skinnebenet og rulleknoglen.

Ankelleddet er omgivet af en ledkapsel. På indersiden af denne kapsel findes en slimhinde (synovium), som producerer ledvæske, så leddet kan bevæge sig smidigt. Ved anterior impingement bliver ledkapslen og synovium på forsiden irriteret, hvilket fører til fortykkelse. Dette kan resultere i en afklemning.

Der findes to typer afklemning: knogleimpingement (forårsaget af et knoglefremspring) og blødvævs impingement (forårsaget af andet væv).

Et knogleimpingement kan skyldes ankelinstabilitet eller en ankelskade, hvor tæerne kraftigt bevæges i retning mod underbenet. Gentagen belastning på samme sted kan føre til mikrotraumer i ledfladen, hvilket medfører skade.

Kroppen forsøger at styrke det beskadigede område ved at danne ekstra knoglevæv (osteofytter). Det knoglefremspring, der opstår, kan blive klemt. En osteofyt kan over tid brydes af. Når det sker, forbliver knoglestykket frit i ledkapslen og kan derved også blive klemt.

Et blødtvævs impingement opstår typisk efter en ankelforstuvning, hvor fodsålen drejes indad (inversionstraume). Gentagne forstuvninger kan beskadige ledkapslen. Fortykkelsen af kapslen og eventuelt arvæv kan blive klemt i ankelleddet.

Diagnosen anterior ankel impingement stilles ud fra patientens historie med tidligere ankelskader og aktiviteter. Herefter foretages en klinisk undersøgelse for at få et klarere billede af symptomerne.

Ved mistanke om knogleimpingement kan der tages et røntgenbillede for at se, om der er dannet en osteofyt og i hvilken grad. Billedet kan vise, hvor stort knoglefremspringet er, og om der er afbrækkede knoglestykker.

Et blødtvævs impingement er ikke synligt på røntgen, da røntgenbilleder generelt kun viser knoglestrukturer. Hvis behandlingen ikke har effekt, kan en ultralydsundersøgelse udføres for at finde årsagen.

Ved blødvævs impingement starter man med hvile, fysioterapi, en støttebandage og tilpasning af fodtøj. En injektion kan overvejes, hvis andre behandlinger ikke er tilstrækkelige.

Efter et ankeltraume som en forstuvning er fysioterapi vigtigt. Anklen trænes og mobiliseres. Dette er særlig vigtigt ved alvorlig forstuvning, hvor rullebenet er blevet lidt forskubbet. Forskydningen kan give tryk på kapslen foran i anklen, som senere kan give impingement, fordi kapslen bliver irriteret og fortykket.

Hvis forstuvninger forekommer hyppigt under (sports)aktiviteter, anbefales det at bruge en ankelbandage.

Ved fejlstillinger i foden kan en indlægssål være en løsning. Det er derfor vigtigt at få undersøgt ankelleddet, foden og hele underbenet. Ud fra fundene startes et behandlingsforløb. Gentagne forstuvninger øger risikoen for en anterior ankel impingement.

Ved mistanke om knogleimpingement kan lægen efter røntgen vælge at fjerne knoglefremspringet eller løse knoglestykker kirurgisk.

Følg træningsprogrammet med øvelser for anterior ankel impingement her.

Vaseenon, T. & Amendola, A. (2012) Update on anterior ankle impingement Curr Rev Musculoskelet Med (2012) 5:145–150.