Cervikal radikulopati Nakkeskade / Nakkesmerter / hernia cervicalis

Ved en cervikal radikulopati bliver en nerverod i nakken klemt så meget, at der opstår symptomer i nervernes forsyningsområde. Disse mærkes typisk i nakken, armen og hånden. Den mest kendte årsag til cervikal radikulopati er en diskusprolaps i nakken.

Forskellige faktorer kan forårsage kompression af en nerverod. Dette sker som regel ved en nakkeprolaps. Vi skelner mellem to former: den 'bløde' og den 'hårde' nakkeprolaps. Begge former omtales i denne artikel.

Den øverste del af rygsøjlen, den såkaldte "cervikale rygsøjle", består af halshvirvlerne. Disse er stablede knogler, der giver støtte til rygsøjlen. Mellem de hårde hvirvler findes også blødere strukturer: diskus, også kaldet disci (ental: discus). Diskusserne er let elastiske og bidrager derfor til stødabsorption og bevægelighed i rygsøjlen.

Gennem rygsøjlen løber rygmarven lodret. Dette er en stor nervebunke, der – efter at have forladt rygsøjlen – går ud til alle dele af kroppen. I nakken løber flere nerver ud fra rygsøjlen ved hver hvirvel. De går bl.a. til armene og sørger for, at muskler aktiveres og følesignaler (såsom smerte) videresendes til hjernen.

Ved en mild nakkeskade forårsager en udposet diskus tryk på en udgående nerverod. Dette kan opstå pludseligt og give kraftige smerter. En blød struktur trykker altså på nerveroden.

Når tryk på en nerverod skyldes degenerative forandringer eller artrose (slid), kaldes det en alvorlig nakkeskade. Pladsen, hvor nerverødderne passerer ud gennem rygsøjlen, bliver langsomt mindre. Derved kan nerverødderne blive klemt mellem de hårde knoglestrukturer.

Diagnosen stilles ud fra patientens historie, den fysiske undersøgelse og en MRI-scanning, hvis en operation overvejes. I stedet for en MRI kan man i nogle tilfælde vælge en CT-scanning. En EMG (elektromyografi) kan give supplerende informationer. Det er dog ikke metoden til at påvise en radikulopati.

Formålet med behandlingen er at reducere trykket på nerveroden. Dette lykkes bedre ved en mild nakkeprolaps end ved en hård. Behandlingen består først og fremmest af holdningsinstruktioner. Patienten rådes for eksempel til ikke at kigge ned i længere tid, som ved læsning. Derudover sigter terapien mod at træne nakke- og skuldermuskulaturen, forbedre bevægeligheden og give nerven mere plads.

Brugen af en halvhård halskrave kan i den akutte fase have en gunstig virkning på helingen, men bør aldrig anvendes uden grund.

Ved en alvorlig nakkeprolaps er der mindre videnskabeligt bevis for, at fysioterapeutisk behandling er effektiv. Den anvendes dog ofte, fordi der udover operation mangler alternativer. Eventuelt kan en antiinflammatorisk indsprøjtning give midlertidig smertelindring. Man skal dog være opmærksom på, at det ikke altid er risikofrit.

Se her træningsprogrammet med øvelser ved cervikal radikulopati eller diskusprolaps i nakken.

Nugteren, K. van & Winkel, D. (2012) Onderzoek en behandeling van de nek Houten: Bohn Stafleu van Loghum.