Ankelbrud Brækket ankel / ankelbrud / ankelfraktur

Anklens knogler kan brække forskellige steder. Et ankelbrud, også kaldet en ankelfraktur, opstår næsten altid efter en ulykke eller et fald. Der opstår straks kraftige smerter og hævelse omkring anklen. Det er ofte ikke længere muligt at gå.

Anklen dannes af skinnebenet, lægbenet og rullebenet. De nederste ender af skinnebenet og lægbenet danner tilsammen ankelgaflen. Rullebenet holdes fast mellem disse to knogler. Dette udgør det øvre ankelled.

Ved en ankelfraktur opstår der brud i en eller flere knogler i anklen. I mange tilfælde er det lægbenet, der brækker. I alvorlige tilfælde er der brud flere steder samtidig.

Der er forskellige måder at klassificere et ankelbrud på. Dette kan ske ud fra skademekanismen (ankelvrid, spark mod benet osv.) eller ud fra placeringen af bruddet.

Klassifikation

En ofte brugt klassifikation er Weber-klassifikationen. Den tager udgangspunkt i bruddets placering. Dette er vigtigt, da der mellem lægbenet og skinnebenet findes en bindevævsstruktur kaldet syndesmosen. Klassifikationen angiver, om denne også er revet over eller ej.

• Weber A: Et lavt brud i lægbenet, syndesmosen er intakt.
• Weber B: Et brud i lægbenet på syndesmosens niveau, den er sandsynligvis også (delvist) revet over.
• Weber C: Et højt brud i lægbenet, hvor syndesmosen også er revet over. Der kan også være et brud i skinnebenet.

Et ankelbrud opstår næsten altid efter en ulykke eller et fald. En brækket ankel kan også opstå ved en alvorlig forstuvning eller efter en hård tackling på sportsbanen. Patienten kan ofte tydeligt høre eller mærke noget brække.

Diagnosen stilles i første omgang ud fra en fysisk undersøgelse og patientens fortælling. Her anvendes de såkaldte Ottawa ankle rules. Disse retningslinjer bruges til at vurdere, om der er behov for at tage et røntgenbillede.

Man vurderer blandt andet trykømhed på specifikke steder og om patienten kan gå et par trin. Ved mistanke om et brud i anklen eller foden vil dette som regel kunne ses på røntgen.

Mange knoglebrud bliver sat på plads, så knoglerne igen står pænt imod hinanden. Ved et “pænt” brud er det ikke nødvendigt. Derefter behandles bruddet med gips, hvilket som regel varer 4-6 uger. I mere alvorlige tilfælde kan en operation være nødvendig. Under operationen sættes knogledelene korrekt sammen igen og fastgøres med skruer og plader.

Efter operationen følger en periode på 6 uger, hvor benet ikke må belastes. Derefter opbygges bevægeligheden og belastningsevnen i anklen igen i samråd med en fysioterapeut.

Bevægeligheden er ofte stærkt reduceret på grund af gipsen, men den er vigtig for et korrekt gangmønster og god daglig funktion. Belastningsevnen opbygges via øvelsesterapi og træning til det ønskede niveau. Hele genoptræningen til sportsniveau kan tage op til et år.

Varigheden af genoptræningen afhænger blandt andet af typen af brud, antallet af uger med gips, alder, øvrig sundhed og naturligvis det ønskede funktionsniveau hos patienten.

Cleland, J.A. & Koppenhaver, S. (2011) Netter's orthopaedic clinical examination: an evidence-based approach 2nd ed. Philadelphia: Saunders Elsevier.
Schreuder, H.W.B. (2007) De voet. De basis voor staan en gaan Nijmegen: Thieme.