Ankelinstabilitet Funktionel ankelinstabilitet / kronisk ankelinstabilitet / gentagne ankelvridninger

Ved ankelinstabilitet opleves smerter og en følelse af instabilitet i anklen. Symptomerne opstår oftest efter tidligere ankelvrid. Ankelinstabilitet øger risikoen for gentagne vrid.

Ankelinstabilitet forekommer i alle aldersgrupper. Det ses oftere hos sportsudøvere, der dyrker kontaktsport som fodbold.

Ankelleddet holdes stabilt af ledbånd og muskler, der bevæger anklen. Takket være disse ledbånd og musklerne styrke føles anklen stabil. Hvis ledbåndene beskadiges, kan dette ændre sig.

Ved et akut ankelvrid bøjes foden som regel indad, hvilket skader de ydre ledbånd. Når ledbåndene (delvist) rives over, mister anklen straks stabilitet.

Der skelnes mellem kortvarig og langvarig ankelinstabilitet. Ofte er instabiliteten kortvarig – kroppen heler naturligt. Ved symptomer længere end 12 uger er der tale om strukturelt stabilitetstab – langvarig instabilitet.

Langvarig ankelinstabilitet opdeles i funktionel og mekanisk instabilitet. Begge kan også forekomme samtidigt.

Funktionel ankelinstabilitet

Her er ledbåndene helet, men musklerne er for svage eller reagerer for langsomt. Kroppen kan ikke aktivt stabilisere anklen.

I ledbånd, muskler og ledkapsel sidder sensorer, der registrerer ankelbevægelser. Disse signaler gør det muligt for musklerne at reagere hurtigt ved ubalance. Ved skade fungerer sensorerne dårligere – musklerne reagerer for langsomt.

Mekanisk ankelinstabilitet

Her er ledbåndene ikke stærke nok eller er ikke helet ordentligt. Dette kaldes også løshed (laksitet). Dette giver for stor bevægelighed og resulterer i vedvarende instabilitet.

Kombination

Ofte er instabilitet en kombination af mekanisk og funktionel. Dårligt helende ledbånd forringer sensorfunktionen. Hvis man ikke træner dette efter et vrid, opstår funktionel instabilitet.

Årsagen til ankelinstabilitet ligger som regel i en tidligere ankelvridning. Det kan også skyldes en medfødt fejl i strukturer omkring anklen, som skal sikre stabilitet – dog ses dette sjældent.

Mellem 20 % og 40 % af personer med en ankelvridning udvikler langvarig instabilitet. For at forebygge dette er det vigtigt at behandle en forstuvning korrekt.

Den indledende diagnose stilles på baggrund af en samtale med fysioterapeuten, hvor der spørges til tidligere forstuvninger af anklen og oplevelsen af instabilitet på det tidspunkt. Derefter følger en fysisk undersøgelse for at afgøre, om der faktisk er tale om ankelinstabilitet.

Ved funktionel ankelinstabilitet vurderes graden af muskulær koordination, samarbejde og muskelstyrke. Tab af koordination og stabilitet kan måles ved at udføre tests på ét ben. Den berørte ankel vil ved disse tests have vanskeligere ved at stabilisere sig og blive træt hurtigere.

Ved mekanisk instabilitet tillader ledbåndene i anklen for meget bevægelse. Derudover ses der på bevægeligheden i leddene i foden og anklen.

Røntgenbilleder eller en MRI-scanning kan være nyttige for at stille en korrekt diagnose. Disse yderligere undersøgelser udføres ved mistanke om anden skade såsom knoglebrud eller for at vurdere kvaliteten af ankelledbåndene.

Behandlingen af ankelinstabilitet afhænger af resultaterne af den fysiske undersøgelse og patientens aktivitetsniveau.

Ikke-operativ (konservativ) behandling består af fysioterapi, (midlertidig) brug af en ankelbandage og/eller medicin. Medicin anvendes kun, når der er en inflammation, som ikke forsvinder ved hvile.

Fysioterapi

Fysioterapi vil altid bestå af øvelsesterapi med fokus på koordination, balance og muskelstyrke. Bevægelsesbegrænsninger i fod eller ankel behandles af en fysioterapeut ved at mobilisere leddene.

Målet med behandlingen er at fremme en god heling og at forebygge fremtidige forstuvninger. Hver forstuvning af anklen øger risikoen for tidlig slidgigt i leddet.

Ankelbandage

En ankelbandage hjælper med at forhindre nye forstuvninger og anvendes primært under sportsaktiviteter. Brug af ankelbandage er funktionelt og fører ikke til tab af stabilitet eller muskelstyrke på lang sigt. Den kan bruges både ved mekanisk og funktionel ankelinstabilitet. Ved mekanisk instabilitet anbefales en bandage dog oftere.

Operation

I visse tilfælde af mekanisk ankelinstabilitet kan operation overvejes. Den ortopædiske kirurg vurderer sammen med patienten, om en operation er hensigtsmæssig. Graden af instabilitet, manglende effekt af tidligere behandlinger og patientens aktivitetsniveau spiller en vigtig rolle.

Patientens erhverv og/eller sportsniveau har stor betydning for aktivitetsniveauet. Patienter med et stillesiddende arbejde bliver sjældnere opereret end fx soldater. Det samme gælder elitesportsudøvere, da disse belaster anklen mere end personer, der dyrker sport på lavere niveau.

Ved operationen repareres ledbåndene i anklen. Rehabiliteringsperioden varer normalt mellem 5 og 9 måneder før sport kan genoptages.

For at forbedre stabiliteten i anklen anbefales det at lave øvelser. Følg øvelsesprogrammet med øvelser for ankelinstabilitet her.

Wees, Ph.J. van der, Lenssen, A.F., Feijts, Y.A.E.J., Bloo, H., Moorsel, S.R. van, Ouderland, R., Opraus, K.W.F., Rondhuis, G., Simons, A., Swinkels, R.A.H.M., Vaes, P., Verhagen, E., Hendriks, H.J.M., Bie, R.A. de (2006) KNGF-richtlijn. Enkelletsel Jaargang 116. Nummer 5. Update klinimetrie 2017.
Hiller, C.E., Kilbreath, S.L. & Refshauge, K.M. (2011) Chronic Ankle Instability. Evolution of the Model Faculty of Health Sciences, University of Sydney, New South Wales, Australia.
Fraser, J.J., Feger, M.A. & Hertel, J. (2016) Clinical commentary on midfoot and Forefoot involvement in lateral ankle sprains And chronic ankle instability. Part 2: clinical considerations The International Journal of Sports Physical Therapy. Volume 11, Number 7, December 2016.