Uspecifikke lændesmerter Uspecifikke lænderygbesvær

Uspecifikke lændesmerter er den mest almindelige type lændesmerter. Symptomer, årsag og placering kan variere betydeligt fra patient til patient.

Lændesmerter bliver normalt inddelt i specifikke lændesmerter og uspecifikke lændesmerter. Ved uspecifikke lændesmerter er der ikke identificeret nogen specifik årsag. Hvis en konkret struktur kan påvises som årsag til smerterne, taler man om specifikke lændesmerter. Det kan i nogle tilfælde pege på en mere alvorlig lidelse. Et velkendt eksempel på specifikke lændesmerter er en diskusprolaps.

Uspecifikke lændesmerter udgør langt den største gruppe af personer med rygsmerter. Omkring 90% af alle med lændesmerter har denne type. Varigheden af en periode med smerter i lænden inddeles i: akut (0-6 uger), subakut (7-12 uger) og kronisk (mere end 3 måneder). Hvis der opstår mere end to episoder med lændesmerter på et år, betegner man det som recidiverende (tilbagevendende).

Diagnosen 'uspecifikke lændesmerter' kan være frustrerende, fordi patienten ønsker at kende den konkrete årsag. Selvom der ikke kan påvises en specifik struktur som årsag, bliver symptomerne taget meget alvorligt af både fysioterapeuter og læger.

Man formoder, at aldring, slid eller skade på en diskus spiller en vigtig rolle i udviklingen af uspecifikke lændesmerter. Andre mulige årsager er skader på ledbånd, muskler eller (facet)led i rygsøjlen. Generelt er det flere strukturer i samspil, som er ansvarlige for de oplevede rygsmerter.

Diagnosen stilles ved at udelukke de typiske karakteristika for specifikke lændesmerter. Sygehistorien, patientens symptomer og fysioterapeutisk undersøgelse er i mange tilfælde tilstrækkeligt til at stille diagnosen. Omfattende billeddiagnostik som røntgen, CT eller MR kan bruges til at vurdere symptomerne. I mange tilfælde er dette dog overflødigt, og fundne afvigelser siger meget lidt om de lændesmerter, patienten oplever.

Selvom man ikke kan pege på en specifik struktur i kroppen, er der ofte stadig behandlingsmuligheder.

Ved akutte lændesmerter anbefales det at forblive (doseret) fysisk aktiv, for eksempel ved at gå korte ture og lave rygøvelser. Der er stærk evidens for, at sengeleje ikke gavner helbredelsen. Nogle gange bruges antiinflammatorisk medicin eller muskelafslappende midler. Normalt forsvinder smerterne hos 80-90% af personer med lændesmerter inden for fire til seks uger.

Hvis generne (og de begrænsninger, de medfører) ikke mindskes inden for tre uger, er forløbet unormalt. Det er fornuftigt at opsøge en fysioterapeut for rådgivning. I den kroniske fase har øvelsesterapi en bedre effekt end ingen behandling.

Følg øvelsesprogrammet her med specielle øvelser for uspecifikke lændesmerter.

Faber, E., Custers, J.W.H., Ederen, C. van, Bout, J., Cin-jee, G., Kolnaar, B.G.M., Schotsman, R., Spinnewijn, W.E.M., Staal, J.B., Ten Cate, A. & Wildervanck-Dekker, C.M.J. (2008) Landelijke eerstelijns samenwerkings afspraak aspecifieke lagerugpijn Huisarts Wet. 2008;51(9):S5-S9.
Tulder, M.W. & Koes, B.W. (2004) Evidence-based handelen bij lage rugpijn. Epidemiologie, preventie, diagnostiek, behandeling en richtlijnen Houten: Bohn Stafleu van Loghum.
Mens, J.M.A., Chavannes, A.W., Koes, B.W., Lubbers, W.J., Ostelo, R.W.J.G., Spinnewijn, W.E.M. & Kolnaar, B.G.M. (2005) NHG-standaard. Lumbosacraal radiculair syndroom Eerste herziening. Huisarts Wet. 2005;48(4):171-8.