Skulderinstabilitet

Skulderinstabilitet betyder, at strukturerne i og omkring skulderen ikke er i stand til at holde overarmsknoglen korrekt på plads i ledskålen. Især ved yderstillinger er der risiko for, at ledhovedet glider ud af skålen, hvilket kan medføre betydelige gener.

Personer med hypermobilitet (overdreven bevægelighed) og atleter, der udøver sportsgrene med bevægelser over hovedhøjde, har øget risiko for instabilitetsgener i skulderen.

Skulderen er et meget bevægeligt led. Overarmsknoglens hoved er meget stort i forhold til den lille ledskål, det passer ind i. Derfor er det afgørende, at det omkringliggende væv fikserer hovedet korrekt i skålen. Hvis det ikke lykkes, kan hovedet springe ud af skålen.

Overarmen er forbundet til skulderbladets ledskål med ledkapsler og ledbånd. Disse sikrer passiv stabilitet. Labrum bidrager også til stabiliteten. Labrum er en bruskring rundt om skulderens ledskål.

Rotator cuff-musklerne spiller en vigtig rolle i skulderens aktive stabilitet. De sikrer, at overarmsknoglens hoved bliver korrekt fikseret i ledskålen. Dårligt fungerende rotator cuff-muskler tillader for meget bevægelse, hvilket øger risikoen for, at hovedet glider ud af skålen.

Konsekvensen af dårligt fungerende rotator cuff-muskler er, at ledkapsel, ledbånd og labrum må absorbere belastningen i yderstillinger. Hvis dette sker for ofte eller for kraftigt, kan disse væv blive beskadiget.

Skulderinstabilitet kan udvikle sig gradvist eller pludseligt som følge af en ulykke eller et fald.

Når symptomerne opstår gradvist, skyldes det ofte en sport eller aktivitet med mange eksplosive bevægelser over hovedet. Fx ved kast, tennis, volleyball og svømning. Ledkapsler og ledbånd i skulderen bliver da over tid mere beskadiget.

Ved en traumatisk årsag opstår der en (sub)luksation af skulderen som følge af fald eller ulykke. Skulderen går da delvist eller helt af led. Dette kaldes en akut skulderluksation. En luksation kan beskadige kapsler, ledbånd og labrum.

Diagnosen stilles på baggrund af en samtale og en fysisk undersøgelse. Heraf fremgår det ofte allerede, at der er tale om en instabilitet. Nogle gange er det nødvendigt med yderligere undersøgelser, såsom en MRI-scanning, for at finde årsagen til instabiliteten. Især hvis der er tale om labrumskade.

Behandlingen af skulderinstabilitet består i træning af skulderen. Hvordan træningen tilrettelægges afhænger blandt andet af årsagen til symptomerne, alder, aktivitets- eller sportsniveau og symptomernes sværhedsgrad. I nogle tilfælde kan en operation være nødvendig.

En operation er relevant, hvis skulderen gentagne gange går af led trods fokuseret træning. Efter en operation er fysioterapi nødvendig for et godt resultat.

Se her det online træningsprogram med øvelser for skulderinstabilitet.

Nugteren, K. van & Winkel, D. (2007) Onderzoek en behandeling van de schouder Houten: Bohn Stafleu van Loghum.