Crurisfraktur

Ved en crurisfraktur - eller brækket underben - er både skinnebensknoglen (tibia) og lægbenet (fibula) brækket. Brud på begge knogler medfører instabilitet i underbenet.

Ud over knogleskade er der ved en crurisfraktur ofte også skade på de såkaldte bløddele. Det er de væv, der forbinder, omslutter og understøtter knoglestykkerne. Ved bløddelsskade kan der være læsioner af hud og muskler eller, i mere alvorlige tilfælde, af blodkar og nervevæv. Især ved et åbent brud, hvor det brækkede knoglestykke gennemborer huden og kommer i kontakt med den fri luft, er der altid ledsagende bløddelsskade.

Hvordan opstår en crurisfraktur?

En crurisfraktur er altså en kombination af et brud i skinnebenet og lægbenet. Dette på trods af, at især skinnebenet er en meget tyk og stærk knogle. Der skal derfor et traume med stor kraft til for at brække denne knogle. Et traume med stor kraft kaldes også et højenergetisk traume (ulykke med meget energi). Ofte drejer det sig om et fald fra højde, et færdselsuheld eller et direkte slag eller spark mod underbenet.

Hvad er kendetegnene (symptomerne) på en crurisfraktur?

En stillingsafvigelse af anklen, ofte udadtil, med smerter eller hævelse på brudstedet er de mest karakteristiske tegn på en crurisfraktur. På grund af bruddets instabilitet vil det ikke være muligt at stå på det skadede ben. Ved et åbent brud ses et sår på brudstedet, og der kan på grund af bløddelsskade være føleforstyrrelser i området under bruddet.

Hvordan stilles diagnosen crurisfraktur?

Det er som regel ikke så svært at stille diagnosen crurisfraktur. Men der vil altid skulle foretages supplerende undersøgelser på hospitalet for at kortlægge bruddets alvor og placering. Undersøgelsen retter sig også mod tilstedeværelsen og graden af bløddelsskade.

Først tages der et røntgenbillede for at vurdere bruddene. Om nødvendigt suppleres med en CT-scanning eller MR-scanning. Det giver mere indsigt i bløddelsskaden.

Hvordan ser behandlingen af en crurisfraktur ud?

En crurisfraktur er oftest et ustabilt brud. Derfor er det ikke givet, at de brækkede dele får samme stilling som før bruddet. I så fald er et operativt indgreb nødvendigt. For at sikre god heling forsynes knoglestykkerne under operationen ofte med såkaldt fikseringsmateriale.

Dette fikseringsmateriale er en metalpind eller en skinne med skruer, afhængigt af hvilket knoglestykke der skal fikseres. Denne metode kaldes også 'intern fiksation'. Ved alvorlig skade, herunder bløddelsskade, vil kirurgen oftere være tilbøjelig til at stabilisere knoglestykkerne udefra. Det kaldes 'ekstern fiksation'.

Helingstiden efter en operation varierer efter fiksationsteknik, bruddets alvor og graden af bløddelsskade. Generelt må det skadede ben ikke belastes de første 6 til 12 uger. I tiden derefter er det fornuftigt under vejledning af en fysioterapeut at arbejde frem mod fuld belastning igen.