Ultralydsscanning

Ultralydsscanning er et diagnostisk redskab til at visualisere en lidelse. Med et apparat, der producerer lydbølger, ser man under huden. Således kan knogler, muskler, sener og led vurderes.

Fordi væv reflekterer lydbølger på forskellige måder, kan strukturerne skelnes fra hinanden. Ultralyd er ikke en behandlingsmetode, men et redskab, som fysioterapiklinikker i stigende grad bruger til at undersøge gener.

Et ultralydsapparat består af en slags computer med en skærm og et håndstykke. Dette håndstykke kaldes også en probe eller transducer. Det er den del, der glider hen over det område, der skal undersøges.

For at forbedre overførslen af lydbølger bruger fysioterapeuten en særlig gel. Proben placeres derefter på kroppen. Under undersøgelsen bevæger fysioterapeuten proben langsomt for at få det pågældende område tydeligt frem. Dette kan ske, mens patienten udfører en bevægelse.

På en skærm bliver muskler, sener og ledbånd synlige. Fysioterapeuten leder derefter efter eventuelle afvigelser, der kan forklare symptomerne, såsom en betændelse, en muskelfiberbristning eller en forkalkning.

Langt fra altid findes der afvigelser med ultralyd. Problemet må da søges et andet sted. Det sker også ofte, at der findes afvigelser, som ikke har noget med symptomerne at gøre. Som regel er der tale om aldersrelaterede tilpasninger af kroppen, som ikke kræver behandling.

Ultralyd bruges ikke kun til at stille en diagnose, men også til at vurdere, hvordan en tilstand udvikler sig. Fysioterapeuten ser f.eks., om en skadet sene heler som følge af behandlingen. Vær dog opmærksom på, at symptomerne ofte forsvinder før ultralydsbilledet viser forandringer.

Som nævnt er ultralyd ikke i sig selv en behandling, og der skal derfor sættes andre indsatser ind for til sidst at slippe af med symptomerne. Afhængigt af problemet kan dette f.eks. være øvelsesterapi, hvile, råd eller dry needling.