Rygsøjlen er en kæde af 33 stablede knogler, kaldet hvirvler. Rygsøjlen har 24 bevægelige hvirvler. Imellem dem ligger mellemhvirvelskiver. Derudover er der 9 hvirvler, som er sammenvoksede. Disse sidste hvirvler omtales kun kort. Hvirvler er forbundet med hinanden via muskler og ledbånd.

Typer af ryghvirvler

Ryghvirvler forkortes med et bogstav og et tal. Fra oven og ned bliver hvirvlerne gradvist større.

Der er 3 typer bevægelige ryghvirvler:

7 halshvirvler eller cervikale hvirvler. Det er C1 til C7. På den 1. halshvirvel (atlas) hviler kraniet. Under den ligger den 2. halshvirvel, dette er drejeren (axis). Disse to hvirvler har en afvigende form. Fra og med den tredje halshvirvel begynder de gradvist at ligne de øvrige bevægelige hvirvler i rygsøjlen.
12 brysthvirvler eller thorakale hvirvler. Det er T1 til T12. Til brysthvirvlerne er ribbenene fæstnet, som danner brystkassen. Disse ribben begrænser bevægeligheden i brystdelen af rygsøjlen og beskytter indre organer som lunger og hjerte.
5 lændehvirvler eller lumbale hvirvler. Det er L1 til L5. Disse hvirvler ligger i lænden og er de største af alle. Det er de nødt til, for de skal bære den største vægt.

Derudover er der 9 ryghvirvler, som i løbet af menneskets udvikling (evolution) er vokset sammen. Her er der ikke længere mellemhvirvelskiver imellem, og de kan heller ikke bevæge sig i forhold til hinanden:

5 korsbenshvirvler eller sacrale hvirvler. Det er S1 til S5. Korsbenet forbinder de to bækkenhalvdele og rygsøjlen. Korsbenet er trekantet af form.
4 halebenshvirvler eller coccygeale hvirvler. Der er ingen forkortelse for disse. Oftest er der 4 halebenshvirvler, men nogle gange er der 3 eller 5. Halebenshvirvlerne er en rest af en hale. Da mennesker ikke længere har en hale, har denne del mistet sin funktion.

Opbygningen af en hvirvel

Med undtagelse af de øverste 2 halshvirvler ligner ryghvirvlerne hinanden mere eller mindre. Alligevel varierer de alle en smule i størrelse og form.

En hvirvel består groft af 2 dele. Hvirvellegemet foran og hvirvelbuen bagtil. Hvirvellegemet bærer mest vægt og har kontakt med mellemhvirvelskiven. På hvirvelbuen findes 2 udløbere til siden (processus transversus) og 1 (processus spinosus) bagtil. Disse udløbere tjener som tilhæftningspunkt for ribben, muskler og ledbånd.

To på hinanden følgende hvirvler berører hinanden flere steder. De danner altså flere led med hinanden. Ved hvirvellegemet sker det via en mellemhvirvelskive. Leddet på hvirvelbuerne har en overflade af brusk og er omgivet af en ledkapsel for stabilitet.

Mellemhvirvelskiverne

Der er i alt 23 mellemhvirvelskiver. De har en støddæmpende funktion og øger rygsøjlens bevægelighed. Mellemhvirvelskiverne er opbygget af stærke ringe, der ligger rundt om hinanden og sidder fast på hvirvellegemerne. I midten findes en blød kerne (nucleus). Ved en diskusprolaps buler den bløde kerne ud og trykker mod nerverne.

Rygmarven og nerverne

Mellem hvirvellegemet og hvirvelbuen ligger rygmarvskanalen. Her løber rygmarven igennem. Rygmarven er en forlængelse af hjernestammen og hører dermed sammen med hjernen til centralnervesystemet. Ud for den første lændehvirvel ophører rygmarven. Fra dette punkt løber der stadig længere nerver nedad i kanalen. Dette ligner en hestehale og kaldes cauda equina.

Nerverne, der forlader rygmarvskanalen, står for styring af musklerne og for, at vi kan opfatte sanseindtryk som berøring, varme og kulde samt smerte. På begge sider af rygsøjlen træder der hver gang 1 nerve ud mellem 2 på hinanden følgende ryghvirvler.

Musklerne i rygsøjlen

Musklerne sørger for, at rygsøjlen kan bevæge sig. Der er meget lange muskler, som løber hele ryggen igennem. Men der er også korte muskler, der kun bevæger nakken eller lænden. Der findes endda muskler, der går fra den ene hvirvel til den næste. De er altså meget korte og giver især stabilitet til rygsøjlen.

Ledkapsler og ledbånd i rygsøjlen

For ledkapsler og ledbånd gælder omtrent det samme som for musklerne. Der er meget lange, men også meget korte ledbånd. De sikrer leddenes stabilitet, så hvirvlerne bliver stående pænt oven på hinanden. De bremser bevægelser, hvis disse er ved at blive for store.

Rygsøjlens bevægelser

Fordi rygsøjlen består af så mange forskellige hvirvler og led, er den meget bevægelig. Rygsøjlen kan bøje fremad, strække bagud, bøje til siden og dreje om sin akse. Kombinationer af disse bevægelser er også mulige.

Rygsøjlens stilling

Set forfra er rygsøjlen snorlige. Hvirvlerne er pænt stablet oven på hinanden. Er det ikke tilfældet, taler man om en skoliose. Men set fra siden ser den helt anderledes ud, og der ses flere krumninger. Det er ikke tilfældigt. Netop på grund af disse krumninger er rygsøjlen bevægelig og i stand til at opfange de store kræfter, som den udsættes for dagligt.
Der er to krumninger:

Lordose. Dette er en bue fremad, som i nakken og lænden.
Kyfose. Dette er en bue, der buler bagud, som det er tilfældet i brystdelen af rygsøjlen.

Anatomi af rygsøjlen