Brækket lægben},{

Et brækket lægben er et knoglebrud i underbenet. Underbenet består af skinnebenet og lægbenet.
Et brud i lægbenet sidder i de fleste tilfælde i den nederste ende, altså ved anklen. Et brud i denne del af lægbenet inddeles efter ‘Weber-klassifikation’. Et brud i den øverste ende af lægbenet er betydeligt mere sjældent.

Weber-klassifikation for lægbenbrud

Dr. Bernhard Georg Weber, en schweizisk kirurg, var den første til at klassificere lægbenbrud ud fra bruddets placering. Klassifikationen bruges til at afgøre, hvilken behandling der er nødvendig for at få bruddet til at hele. I denne inddeling spiller syndesmosen en vigtig rolle.

Syndesmosen er ledforbindelsen med ledbånd mellem lægbenet og skinnebenet lige over anklen. Ved et brud i lægbenet er der risiko for skade på syndesmosen. Hvis dette led beskadiges, kan lægben og skinneben komme for langt fra hinanden. Det kan resultere i en ustabil ankelgaffel. Ustabil betyder her, at der er øget risiko for artrose i ankelleddet eller vedvarende smerter i anklen.

Weber-klassifikationen består af tre typer brud:

Hvordan opstår et brud i lægbenet?

Et knoglebrud i lægbenet opstår oftest ved et traume (ulykke). For eksempel ved et slag fra siden mod knoglen under en påkørsel eller ved kontaktsport som fodbold og hockey. Der er da tale om et højenergitraume, hvor slaget mod knoglen er så kraftigt, at den brækker.

Dette er ikke tilfældet ved et Weber A-fraktur. Ved denne type brud er et højenergitraume ikke altid nødvendigt. Her kan der også være tale om en avulsionsfraktur, hvor det yderste knoglestykke af lægbenet trækkes løs af et ankelbånd. Det sker oftest ved en forvridning af anklen.

En anden mulig årsag til et brud i lægbenet er knogleskørhed (osteoporose). Det gør knoglen mere skrøbelig og øger risikoen for brud.

Kendetegn (symptomer) på et brækket lægben

Næsten med det samme efter bruddet er det ikke længere muligt at støtte på dette ben. Der er tale om svære (tryk)smerter, og underbenet kan muligvis stå skævt. Dette ses som regel ikke ved et Weber A-brud, men kan forekomme ved et Weber B- eller C-brud.

Ved et knoglebrud i den nederste del af lægbenet er der smerter ved ankelbevægelser; anklen hæver op og bliver blå. Det er anderledes ved et knoglebrud i den øverste del af lægbenet. Her er ankelbevægelser som regel ikke smertefulde, og bruddet er ikke altid synligt. Hvis der opstår hævelse og misfarvning, ses det oftest på ydersiden af underbenet lige under knæet.

Hvordan stilles diagnosen brækket lægben?

Patientens sygehistorie kombineret med den kliniske undersøgelse giver ofte allerede tilstrækkelige holdepunkter. For yderligere at afklare et muligt brud stilles specifikke spørgsmål og gives opgaver i henhold til de såkaldte 'Ottawa Ankle Rules'. Disse regler hjælper med at skelne mellem et brækket lægben og en forstuvning af anklen.

Ved mistanke om et brækket lægben udføres der altid billeddiagnostisk undersøgelse. Oftest tages først røntgenbilleder forfra, fra siden og skråt. Disse billeder giver information om typen af brud. Ved Weber B- og Weber C-brud kan der desuden blive foretaget en CT-scanning eller MR-scanning. Derved ses det bedre, om der er skade på syndesmosen. Det giver også mere information om muligt læsion af ankelbånd, muskler eller omkringliggende nerver.

Behandling af et brækket lægben

Mange læger bruger Weber-klassifikationen til at vurdere, om en operation er nødvendig. Ved et Weber A-brud er det som regel ikke tilfældet, og det brækkede knoglestykke behandles med en hvileperiode på cirka 6 uger. I denne periode må der ikke støttes på benet. Ubelastede ankelbevægelser inden for smertegrænsen er tilladt. Nogle gange lægges underbenet i gips for at beskytte det.

Ved et Weber B-brud, og særligt ved et Weber C-brud, er der mindre chance for naturlig heling. Der er her tale om et instabilt brud. En operation er da nødvendig. Det brækkede knoglestykke og syndesmosen rekonstrueres under operationen med fikseringsmateriale. Dette materiale kan bestå af plader, skruer, tråde og/eller pinde.

Under genoptræningen anbefales det bestemt at få vejledning af en fysioterapeut. Det er vigtigt gradvist at genopbygge bevægelighed, muskelstyrke og belastningstolerance. Fysioterapeuten anvender behandlinger som mobiliseringsteknikker, massage, medical taping og øvelsesterapi.